For alle i TMI har et godt forældresamarbejde fokus på at styrke både børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse. Vi prioriterer forældresamarbejdet og den daglige dialog højt. Vi ønsker, at vi bliver en aktiv del af familiens liv og at forældre oplever at blive mødt og lyttet til. Gennem vores deltagelse i Program for Læringsledelse (LSP) får vi store mængder evidensbaserede data, hvor bl.a. forældre bliver bedt om at svare på en række spørgsmål ift. hvordan de oplever TMI. Dette giver os indblik i forældrenes perspektiv, som kan inddrages i vores praksis. Vores tal viser at forældrene er meget tilfredse, hvilket vi er stolte over, men vi ved også at det er noget, der forsat skal arbejdes på hver dag. Vi ved at refleksion over egen praksis får os til at blive endnu bedre.
Vi er lydhøre over for, hvordan forældrene oplever deres børn og gør meget ud af at få så megen viden om det enkelte barn som muligt, idet det kan skabe mulighed for bedre at kunne lære barnet at kende og aflæse dets signaler. Vi er bevidste om, at børnene agerer i to forskellige verdener, og vi er lydhøre over for den virkelighed forældrene står i.
Hvad kan forældrene forvente af os:
- Forældre skal opleve et hus, der er rart at komme i, og hvor de trygt kan overlade deres barn til os
- Vi skal sikre en åben og ærlig væremåde og en dialog, der bygger på gensidig rummelighed, respekt og ansvarlighed
- Vi skal sikre, at samarbejdet mellem forældrene og institutionen præges af loyalitet og tillid
- Barnet er i centrum for den daglige kommunikation og personalet skal kommunikere dets udvikling og trivsel
- Forældre skal mødes af et personale med en høj faglighed
- Det er vores ansvar at etablere en positiv og god dialog med forældre
Vi forventer af forældre at de:
- Gerne vil være med til at fastholde en frugtbar og positiv dialog
- Deltager i arrangementer
- Holder sig á jour gennem Nemintra og melder ferie m.v. inden for tidsfristen
- Ser os, som de sekundære personer vi er, i barnets liv
- Involverer os i problemstillinger om barnet og familien
- Deler ansvaret for barnets trivsel med os
- Søger oplysninger og kommer hurtigt til os, hvis der er tvivl om noget, utilfredshed eller undring
- Er loyale over for barnet/personale
- Giver barnet årstidsbestemt påklædning med og fylder op med skiftetøj i deres rum
- Giver tid omkring skiftene i barnets dagligdag
- Vil børnefællesskabet
Forældresamtaler i TMI
Vi afholder altid følgende samtaler, hvor der er afsat tid til, at forældrene får vigtig viden om børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse. Derudover er der særlige fokusområder:
Opstartssamtale: afholdes inden opstart i institutionen. Her beskriver forældrene barnet og vi beskriver institutionens dagligdag, arrangementer og vigtigheden af deltagelse i disse, da børnene her har mulighed for at vise forældrene lidt af deres hverdag, og forældrene kan få en forståelse for, hvad der sker i deres børns liv i de timer, hvor de er i institution. Forældre skal have tillid til, at deres dyrebareste kan overlades i vores varetægt. Derfor er vi i starten ekstra opmærksomme på at give information om, hvordan børnene har haft det og dermed opbygge et tillidsforhold. Den daglige kontakt er vores allervigtigste redskab. Der skal være tid til både det formelle og det uformelle. Vi er åbne over for andre perspektiver og undrende spørgsmål, således forældre oplever, de kan henvende sig til os med alt. Vi tror på, at åben og ærlig dialog er til stor gavn for børnene og vejen frem i et godt samarbejde.
Trivselssamtale: efter ca ½ år. Her drøftes børnenes trivsel i institutionen og hjemme, hvordan opstarten er gået, samt hvorledes forældrene oplever samarbejdet med institutionen.
Før- børnehavesamtale: Samtalen indeholder fremlæggelse af kompetencehjulet og det fremadrettede arbejde indtil børnehavestart.
Skolesamtale: afholdes i efteråret inden glidende overgang (GLO) i foråret, hvor kommende skolebørn drøftes og hvilke fokusområder der er i den sidste periode, for at gøre dem så skoleparate som muligt. Her gennemgås også kompetencehjulet og SPU testen.
Vi står altid til rådighed for forældre, som måtte ønske en samtale. Ved samtalerne vil børnenes trivsel være i centrum.
Samtaler om forandringer i hjemmet og de svære samtaler
Dialogen med forældre, om forandringer i hjemmet som kan påvirke børnene er relevante for personalet. Er en forældre fx ude at rejse, er det relevant, at vi er informerede om dette, da det ofte medfører en ændring i barnets adfærd.
Samtaler om børns mistrivsel eller sociale eller kognitive udfordringer kan være svære og følsomme og udfordre både personale og forældre. Vi bruger et værktøj, der hedder Børnelinealen til at hjælpe os når børnenes trivsel er påvirket. Den er et hjælpemiddel til kategorisering af børn med eventuelt behov for støtte. Vi er opmærksomme på, at samtalen herom ikke alene er problemorienteret, dvs. at forældre skal mærke, at vi som personale ser hele barnet, og at vi ønsker at inddrage forældrene i at finde de bedste måder at støtte barnet på. Også her kan forældre være en kilde til vigtig og relevant viden om udviklingsmuligheder og dermed til at støtte børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse.
Forskning peger på, at det er afgørende for forældre, at de kan stole på, at vi som personale kontakter dem, så snart vi observerer noget ved børnene, som undrer eller bekymrer os. Nogle forældre kan godt undlade selv at tale med os om ting, de er utilfredse med eller undrer sig over. Derfor er vi som personale opmærksomme på, at invitere forældre til at tage vanskelige emner og spørgsmål op i samarbejdet. Det kan være svært som forældre at fornemme og forstå, hvordan relationerne og legen er i børnefællesskabet. Derfor kan det være af stor værdi for dem, at vi som personale hjælper dem med at få et nuanceret billede af, hvad der foregår fx i en venskabsrelation.
Igennem kendskab til det enkelte barn, bliver det tydeligt når noget pludseligt er anderledes. Vi er særligt opmærksomme på de børn, der følelsesmæssigt reagerer på en anden måde end de plejer, vi snakker med børnene og hjælper med at sætte ord på, vi er ligeledes opmærksomme på at give de børn, der følelsesmæssigt har det svært noget ekstra omsorg. Vores baggrundsviden er altafgørende for at kunne hjælpe børnene i deres følelser.