TMI består af vores 3 huse der er beliggende på 3 forskellige matrikler i Kolding; Tved Børnehave og vuggestue, Idrætsbørnehaven og Musikbørnehaven. Vi har fælles ledelse og primært i dagligdagen er den overordnede leder i Tved, souschefen er i Musikbørnehaven og afdelingslederen er i Idrætsbørnehaven.
Tved er en lille, integreret institution med 22 vuggestuepladser og 42 børnehavepladser. Det gør os i stand til at tilbyde barnet tryghed, overskuelighed og nærvær i en anerkendende atmosfære og med en glidende overgang fra vuggestuelivet til børnehavelivet med kendte voksne.
I vuggestuen opholder børnene sig en del på deres egen stue med kendte voksne, således der kan opnås en høj grad af tryghed, men der er meget samarbejde mellem stuerne og aktiviteter og ture foregår ofte i blandede og aldersopdelte grupper.
I børnehaven i Tved, er barnet tilknyttet en bestemt gruppe og bestemte voksne. Vi arbejder med begrebet funktionsstuer, hvilket medfører, at barnets spor følges, samtidig med, at der er faste og kendte voksne omkring barnet. Stuerne er opdelt i funktioner (rummet er indrettet med bestemte legeredskaber/aktiviteter) og børnene kan en stor del af dagen bevæge sig frit rundt efter interesse og venskaber.
Musikbørnehaven er normeret til 21 børn og er beliggende på Riis Toft 10 a
Musikbørnehaven er en lille afdeling med 21 børn. Musikbørnehaven ligger i samme bygning som Kulturskolen Kolding og der er et veletableret samarbejde mellem personalet og musiklærerne, således man fælles planlægger børnenes musik, leg – og læring.
Idrætsbørnehaven er normeret til 22 børn og er beliggende på Ambolten 6.
Idrætsbørnehaven er en lille afdeling med 22 børn. Idrætsbørnehaven er placeret som nabo til Syd Bank Arena og de benytter dagligt hallen, hvor vi har et bredt udvalg af redskaber til rådighed.
I temainstitutionerne arbejdes der med henholdsvis musik og motorik, som gennemgående temaer.
Ydermere har temabørnehaverne ansvar for at udbrede Idræt og Musik til andre institutioner i Kolding. Dette foregår gennem samarbejdet i ”Idræt på tværs” og ”Rytmer på tværs”.
Denne mangfoldighed af faglige kompetencer, giver os mulighed for at have et stort vidensnetværk, da vi er specialister i forskellige læreplanstemaer. Det giver os flere faglige bolde at spille med i hverdagen og de aktiviteter vi laver sammen med børnene, bliver mere nuancerede og mangfoldige.
Som den eneste institution i Danmark, køres børnene desuden rundt i vores Idrætsbus til aktiviteter i de forskellige huse én gang om måneden, hvor de præsenteres for personalets kompetencer og husets fysiske muligheder, herunder også at vi benytter Syd Bank Arena og kulturskolens faciliteter. Disse dage kalder vi for Fælles Festlige Fredag (FFFdage). FFF-dage bidrager også til de personlige og sociale kompetencer, herunder at alle børn oplever sig inkluderet og trygge ved at komme i vores huse, og får muligheden for at danne nye relationer.