Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

De yngste børn i Tved børnehave

Jeres barn er nu startet i Tved Børnehave.

I den første tid i børnehaven, vil vi følge de nye børn tæt. Vi giver dem en stille start, hvor de får mulighed for at lære børnehaven, personalet og legekammeraterne at kende. Ofte er barnet træt i starten af deres nye børnehaveliv, når I kommer hjem. Sig til, hvis der skal en ekstra middagslur til J

I starten vil vi orientere jer ofte om barnets dag i børnehaven, og det er vigtigt, at vi har et tæt samarbejde, således barnets overgange mellem hjem og institution, bliver så tryg som muligt. Kom og fortæl, hvis I f.eks har en lidt træls tid derhjemme, eller om gode oplevelser I har haft. På den måde kan vi bedre tage hånd om barnet, mens det er ved os og indgå i en dialog med barnet, der knytter bånd mellem vores to arenaer.

Og kom endelig og sig til, hvis I synes der mangler information om noget, eller hvis I bekymrer jer om barnets trivsel. Vi kan som to samarbejdspartnere opfatte tingene forskelligt, og den eneste måde at regulere dette, er ved at kommunikere. Vi opfatter henvendelser som udtryk for at I bekymrer jer om barnets trivsel og udvikling, og dette er vi jo fælles om, så kom trygt med det, der ligger jer på sinde!

 

Det nye børnehavebarn har brug for at lære dagens rytme at kende og legen prioriteres højt, da det er barnets primære måde at lære på. Derved dannes der også relationer på tværs af alder og de sociale relationer udvikles.

 

En typisk dag:

Efter farvel startes der stille ud med leg eller kreativ aktivitet. Hvis det er svært at komme i gang, hjælper og guider vi barnet, således det bliver tryg ved at komme i børnehaven.

Ved 8.30 tiden serveres der formiddagsmad, dette er frivilligt om man har lyst til, da en del børn lige har spist hjemmefra. Efter formiddagsmaden fordeler børn og voksne sig på den stue de hører til. Mellem kl. ca. 9-11 er der enten tur ud af huset eller forskellige aktiviteter. Vi arbejder ud fra de seks læreplanstemaer, som sættes i spil på forskellig vis og sammen med de øvrige krav i læreplanen. (Et særligt kendetegn for Tved børnehave er dog, at vi har meget fokus på de sociale kompetencer og udeliv.) 

Inden frokost hjælper vi hinanden med at rydde op, en aktivitet barnet bliver guidet i af såvel voksne, som de ældste børn. Ofte holder vi samling inden vi skal have lækker mad fra køkkenet, her er forskellige temaer/lege i spil. Vi spiser sammen på stuerne for at styrke fællesskabet med både børn og voksne. 

Efter vi har nydt maden og fundet ro sammen er der tid til udeleg på legepladsen. Barnet  får også her udviklet alle sanser, og især sættes der fokus på motorik og fantasi, samt at udvikle de sociale kompetencer i forskellige børnefælleskaber.

 

Hvis det er godt vejr, er vi længe udenfor (husk tøj efter vejret), men ellers går vi ind igen ved frugttid, som er kl. ca. 14.00. Her spiser børnene frugt og brød, og vi sidder og hygger sammen på tværs af stuerne. Herefter begynder de første børn så småt at blive hentet, og som oftest leger vi, spiller spil, læser bøger/lægger puslespil og er i Regnbuen.

 

Når vi tager på ture en gang om ugen fx på stierne og legepladser tæt på, så er læringen bl.a motorisk udvikling og koordination; at gå på række, tage hensyn til hinandens gå-tempo, samt få en smule kendskab til trafikreglerne, bla. stoppe v. kantstenene og  se til højre – se til venstre. Vi har på disse ture, også ekstra fokus på naturkendskab til småkravl, fugle og årstidens kendetegn og at naturen skal behandles godt.

 

I kan altid bede om en ekstra snak hvor vi kan gå fra. Desuden vil vi efter ca. 5 måneder, indkalde til en samtale, hvor der er fokus på barnets trivsel og udvikling. 

 

Vores dokumentation af barnets hverdag og læring hos os, kan I følge på AULA. Vi uploader ofte billeder, som I kan kigge på sammen med barnet derhjemme. Således øves der sprog, og I får samtidig viden om hvad barnet har oplevet, med deres egne ord. På AULA finder I også vores aktivitetsplan.

 

Vi glæder os til at lære Jeres barn og hele familien at kende og ser frem til et godt samarbejde!